Mine Børn

Sundhedplejerske

Jeg mener at alle psykisk syge der bliver gravide skal have meget meget mere sundhedsplejerskehjælp end det er tilfældet i dag. Jeg ved godt man er meget mere opmærksom på det i dag end man var førhen, men jeg vil bare understrege hvor vigtigt det er, at der er et for værn med en sundhedsplejerske og at sundhedsplejersken kan komme regelmæssigt mindst hver 14 dag. På den måde kunne mange børn blive i eget hjem selv om forældrene er psykisk syge. Det er ikke alle børn der kan blive hjemme, men flere kunne. Dels er det en kontrol at barnet har det godt, men det er også med til at give forældrene en tryghed, som det kan være svært at få andre steder. Specielt også fordi mange psykisk syge har et meget spinkelt netværk. For mit vedkommende havde jeg sundhedsplejerske hver 14. dag og det var rigtig godt, det var først da hun blev taget fra mig og jeg fik en familievejleder at det hele beyndte at gå ned ad bakke.

Hjælpen der ikke var hjælp.

Så fik jeg en familievildleder i stedet. Det første hun gjorde var at give min søn sit kort og sagde at han bare skulle ringe til hende og han bare kunne gøre det uden at hans mor vidste det. Dette kvindemenneske lagde på intet tidspunkt op til samarbejde med mig, tvætimod. Og hun pillede den selvtillid jeg havde fået igennem sundhedsplejersken fra hinanden, helt totalt og jeg begyndte at drikke mere end jeg havde gjort i lange tider. For mig idag er det fantastisk at se hvordan hun simpelthen systematisk var så ondskabsfuld at jeg brød mere eller mindre sammen. Hendes faglighed lå ikke i at samarbejde med mig, men det lå itruslen om at fjerne mine børn fra hjemmet og jeg blev bare så bange. Så bange at jeg lavede den ene fejl efter den anden og det var dumheder jeg præsterede.

Dumheder der blev udmøntet i indberetninger til forvaltningen fra bl.a. børnehaven.

Når jeg ser på det nu, fatter jeg ikke at noget menneske har fået lov til at pille mig så meget i stykker, men jeg er sikker på at hun også kunne have pillet et rask menneske i stykker. Hoved på sømmet blev slået da jeg ringede til sundhedsplejersken på min store søns skole fordi jeg fornemmede at han ikke havde det så godt. Sundhedsplejersken ringede til forvaltningen og han så snakkede med den eneste socialrådgiver jeg har haft, med jord i hoved.

 Sundhedsplejersken og socialrådgiveren gav drengen besked på at han ikke måtte sige det til mig, men det kunne han ikke holde til og han fortalte mig det om aftenen.

Dette skriver jeg kun fordi jeg synes man ud fra dette havde en helt forkert holdning til vores familie, og fordi jeg ikke fatter de ikke ringede til mig og fortalte de havde snakket med Kristian. Det var forkert at han skulle fortælle mig det i en alder af tolv år, selv for dem var det under deres værdighed.

Noget af det der bestemt også var under deres værdighed var da de stod og skreg, og jeg mener råbe i form af skrig, at jeg jo var syg og derfor ikke kunne have mine børn hjemme. På det tidspunkt fik jeg alm.forhøjet førtidspension og man mente faktisk at jeg kunne arbejde 2/3 af fuld tid, men passe mine egne børn kunne jeg ikke. Og det kunne jeg ikke fordi jeg var blevet kørt ned af kommunens ansatte.

Anbringelsen

Enden på det hele blev at jeg bestemte under endnu en indlæggelse på psykiatrisk, at mine børn hellere måtte komme hjemmefra. Jeg traf beslutningen sammen med en sygeplejerske, jeg sætte højt i dag, for hun vidste hvor meget det kostede mig at gøre det og vi kan tale om det den dag i dag. Og jeg var heldig for det var i elvte time, for mine børn skulle faktisk have været taget op som en tvangssag, men nu blev de frivilligt anbragt, hvilket giver nogle frihedsgrader mht. bl.a. besøg.

Mine børn skulle på Korsløkke Børnehjem i Odense (det er nu lukket)

Men hvor var det godt.

De blev faktisk anbragt akut fordi jeg havde bestemt at jeg ikke ville leve mere og prøvede at tage mit eget liv med piller. De piller jeg tog virkede bare sådan at jeg blev skæv, ikke at jeg døde, men jeg kom på P´s skadestue alligevel. Her sendte de mig bare hjem igen.

Men min daværende kæreste tog sig af sagen og en uge før mine børn skulle være ankommet til Korsløkke, blev de instaleret på vagtværelset på Korsløkke. Det personale der havde nattevagt måtte så sove på sofaen i stuen, hvor svært kan det være. Det gik ikke ud over deres faglighed at de skulle sove der.

Det første man tog op med mig der, var hvornår drengene skulle hjem til mig igen, hvilket synes at være mærkeligt for både min store søn og mig, men de var på weekend allerede den første weekend efter og det var dejligt.

Mit samarbejde med Korsløkke har været samarbejde og det har været meget tilfredstillende, og det tror jeg det har været for begge parter. Noget af det samarbejde har også bestået i at Korsløkke har kunnet indrømme at de ind i mellem har taget fejl og at jeg ikke har været bange for dem når jeg tog fejl, på den måde var vi jævnbyrdige.

Og så har jeg hele tiden været Kristian og Jens-Hennings mor og mine meninger har haft vægt. Man har også på Korsløkke kunnet bøje reglerne så de passede til mine sønner og mig, uden at der gik noget af eller fra andre. Det er enbalancegang men den opgave har Korsløkke kunnet udfylde til fulde. Bare det at jeg altid har kunnet besøge dem og når jeg skriver altid, så er det altid.

Det er lidt svært at beskrive hvad Korsløkke egentlig betød, men det har betydet for mig at jeg fik hjælp til at få mine drenge i den rigtige retning i livet, den retning som jeg gerne så dem, og indtil videre ser det ud til at lykkedes med livet,uddannelse og arbejde.

Jens-Henning kom senere i familiepleje hos min eks-kæreste Henning, der var sammen med mig da han blev født og hans arbejde må man heller ikke underkende, for han har været det samlende kit der har holdt familien sammen, når jeg var nede og suge grundvand og f.aks. var indlagt. Alle højtider og fødselsdage har han holdt sammen med os og han sørgede for at Jens-Henning så mig selv om jeg til tider ikke havde så mange kræfter, jeg kan ikke rose ham nok. Jens-Henning er idag på Nyborg Kostgymnasium og klare sig godt.

Kristian kom efter Korsløkke på efterskole i Nr.Åby på Fyn og der havde vi Dorte fra Korsløkke med på side linene hele tiden. Det var hun også da Kristian senere skulle på Kostgymnasium i Nyborg. Efter gymnasiet har han kunnet klare sig selv og er i dag lærer på Sjælland.

Hvad følte jeg

Jeg havde det mange år rigtig rigtig slemt med at mine børn var anbragt udenfor hjemmet og jeg har også haft mange nedture p.g.a. det. Mange gang følte jeg mig tilsidesat selv om Korsløkke gjorde hvad de kunne for at have mig med i alle beslutninger. Mange er den gang hvor jeg grædende er gået fra møder, hvor jeg ikke syntes de hørte hvad jeg sagde.

Men set i bakspejlet kan jeg se at det var rigtigt det de gjorde, for jeg havde det simpelthen for dårligt psykisk mange af de gange.

Nogen gange havde jeg dog også ret og der gav de mig ret og det opvejede megen af det uretfærdighed som jeg følte.

Det at få sine børn anbragt er så gennemgribende ting som folk der ikke har prøvet det,ikke kan sætte sig ind i hvor ondt det gør, men jeg var heldig at jeg kunne samarbejde med Korsløkke for det meste, og det har været til gavn for mine børn.

Når jeg høre hvad andre mennesker har været ude for i forbindelse med anbringelse må jeg sige at jeg er sluppet heldigt ud af det rent følelsesmæssigt og nu her hvor mine drenge er blevet store har jeg ingen men efter det og jeg glæder mig over den udvikling jeg kan se med mine drenge.

Noget af det som jeg også gjorde og som nok har hjulpet mig igennem er at jeg har prøvet at finde nogen voksenting som man ikke kan gøre når man har børn. Feks. har jeg været 7½ mdr. på Højskole og jeg har været flere gange ude og rejse, hvilket jeg har kunnet gøre netop fordi børnene ikke var der, eller nemmere i hvert til fælde. Jeg har tilladt mig selv at proffetere af det og ikke bare siddet i en krog og hele tiden været ked af det. jeg ville heller ikke have kunnet holde så mange foredrag hvis børnene havde været hjemme.

Selvfølgelig var det til tider rædselsfuldt, men når jeg ser på hvordan vi har det nu har det været det hele værd, der er jo ingen der siger det skal være nemt fordi man vælger at få børn.